Haslevskolernes politik for digitalisering og digital dannelse
Haslevskolernes IT-kanon og politik for digitalisering og digital dannelse
Haslevskolerne er optaget af IT og digitalisering set ud fra såvel et teknisk/hardware perspektiv, men også set ud fra et dannelsesmæssigt perspektiv. Vores fokus er på at sikre, at alle elever har adgang til en device (en Chromebook), men også hvordan vi anvender disse Chromebooks og med hvilket formål.
Haslevskolerne er optaget af, at eleverne tilegner sig de relevante kompetencer og IT-faglige færdigheder, men også at de lærer at begå sig kritisk på de sociale medier og anvender kildekritik både i sociale og faglige sammenhænge. Eleverne skal kunne gebærde sig hensigtsmæssigt både læringsmæssigt og socialt. Det er formålet med undervisningen i og med IT.
Digital dannelse forstås som både at kunne mestre værktøjer, samt at vide hvordan man navigerer og begår sig i sociale fællesskaber, såvel analoge som digitale.
Ud over de IT-faglige og tekniske tilgange til programmer og online tjenester, arbejder vi på Haslevskolerne med bl.a. 4 områder inden for digital dannelse:
Den gode tone: (F.eks. undgå misforståelser og uvenskaber - chat)
Teknologiforståelse: (Teknologiens rolle i samfundet og mellem mennesker)
Sociale medier: (Hvornår er jeg privat/offentlig? – lovgivning)
Sikkerhed online: (Spam, kodeord, cookies, reklamer og tech-giganter)
Den digitale tilgang skal understøtte læringen sammen med den analoge tilgang. Anvendelsen af digitale læremidler skal ske på baggrund af en bevidst faglig og didaktisk stillingtagen, ligesom det er tilfældet med analoge læremidler.
Overordnet set er formålet med digitalisering på Haslevskolerne følgende:
Styrket livsduelighed: Eleverne dannes til at begå sig i en verden, hvor digitalisering er en naturlig del af livet.
Styrket faglighed: Eleverne får mulighed for at søge ny og opdateret viden.
Styrket social kompetence: Digitalisering kan og skal være med til at skabe og styrke inkluderende læringsmiljøer.
Styrket sammenhængskraft: Den røde tråd tilgodeses, når eleverne får et ensartet kendskab med udgangspunkt i nærværende IT-kanon og politik for digitalisering.
Til brug i undervisningen er udarbejdet et bilag med link til undervisningsmaterialer.
Ligeledes er der flere områder der rækker ind over Faxe Kommunes SSP indsats. https://sspguidefaxe.dk/